Besøg whisky destilleributikken
Stauning Whisky er et dansk whiskydestilleri, som er grundlagt af ni whiskyentusiaster med en drøm om at lave en dansk kvalitets single malt whisky.
Stauning Whisky er grundlagt i 2005 og er dermed det første danske whiskydestilleri i nyere tid. I 2009 flyttede produktionen fra et tidligere slagteri til et nedlagt landbrug og siden da har udviklingen taget fart. I 2011 blev den første officielle tapning sendt på markedet. Her 10 år senere har Stauning Whisky tidoblet produktionskapaciteten fra 60.000 til 600-700.000 liter, og destilleriet er blevet et ikon for regionens succes.
Whiskydestilleriet mener at der skal tre ting til for at lave whisky af høj kvalitet: Gode råvarer, respekt for tradition og tålmodighed.
Whiskydestilleriet laver whisky på deres egen måde. Lokalt dyrket rug og byg, gulvmaltning og små, flammeopvarmede pot stills er hemmeligheden bag deres terroir-whisky med den særegne karakter.
Det er en stor oplevelse at få en rundvisning hos Stauning Whisky - ligesom et besøg i destilleributikken også er værd at køre efter.
Book en rundvisning eller se åbningstider i destilleributikken her.